Trods en vejrudsigt, der ikke indbød til udendørsaktiviteter, blev åbningsdagen en cykelfest, der sent vil blive glemt. Stemningen var i top med et publikum af både forældre, lokale børn og familier, BMX-klubber fra nærområdet og mountainbike folk fra Hvidovre Trail. Da snoren blev klippet, hoppede rigtig mange på cyklen, og det skabte Danmarks længste tog, som ingen ende fik.
Energien og begejstringen var stor blandt alle cykelentusiaster som var mødt op denne dag, hvor inspirationen bar præg af de dygtige professionelle atleter som skabte showdelen.
Det var helt unikt at se Danmarks forskellige cykelfællesskaber blive forenet i en legende aktivitet for store og små, hvor alle blev udfordret og lærte af hinanden.
Hvidovre Pumptrack er et projekt initieret af cykelklubben Hvidovre Trail, hvor Hvidovre kommune har gjort det muligt økonomisk. Klubben håber at denne bane kan være med til at skabe en helt ny pumptrack disciplin i Danmark. Sporten er endnu ikke optaget i Danmarks Cykle Union, men det arbejder Anders Gammelmark – klubbens formand hårdt på.
Mest af alt ønsker klubben at gøre dette anlæg til det mest foretrukne samlingssted, især blandt børn og unge og dermed få endnu flere op på cyklen.
Ambitionerne er store hos Hvidovre Trail, som ønsker at afholde nationale- og internationale konkurrencer allerede i 2024. Ansøgningerne af sendt afsted til ”Scandinavian Pump Track Series” og ”UCI Pump Track World Championships Qualifier”. Vi håber derfor på, at vi ses til sommerens største cykelfest i Hvidovre.